Vi har etableret en gruppe i vores institution, som er en overgangsgruppe vuggestuelivet og børnehaven. Den har vi kaldt Mellemgruppen. Her er der tilknyttet ca 10 børn og 2 pædagoger. De har deres egen stue, badeværelse og garderobe. Børnene i denne gruppe er i alderen 2 ½ -3 ½ år. Fokus i denne gruppe er, udover almindelig udvikling og trivsel, særligt på selvhjulpenhed, at smide ble og sut og evt middagsluren. Vi håber med denne gruppe, at tilbyde et læringsmiljø, hvor der på den ene side er tid og plads til i barnets tempo at blive klar til livet i børnehaven og på den anden side, at skabe et rum, hvor der lyses kraftigt på vigtigheden af at arbejde med disse aspekter af barnets udvikling – også for forældrene. Børnene har i Mellemgruppen mulighed for at sove, og kommer så efter lur ind og deltager i vuggestuens eftermiddag. Har børnene ikke behov for en lur, går de med på børnehavens legeplads og følger deres eftermiddag. På denne måde letes overgangen til børnehavelivet. Hver onsdag er de sammen med børnehaven på vores lejr, hvor de igen enten kan gå hjem kl. 12 og få en lur eller blive på lejren til kl 14 sammen med børnehaven. I forhold til temadage kobler de sig også ofte op på, hvad der sker i børnehaven.