Musik
Musikfaget på Fussingø-egnens Friskole
Musik på Fussingø-egnens Friskole betyder sangglæde, fællesskab, kreativitet og musikalsk udvikling. Vi ønsker at give børnene et afsæt til at kunne tage del i musikalske fællesskaber i og uden for skolen.
Musikfaget på Fussingø-egnens Friskole begynder allerede i vuggestuen! Vi laver ugentlig rytmik med vuggestue og børnehave. Vi har musik i 0-4 klasse og valgfag i 5-8 klasse. På den måde følger musikken børnene hele vejen fra de begynder i vuggestue og til de går ud af 8. klasse.
I undervisningen arbejder vi med kompetencemålene musikudøvelse, musikalsk skaben samt musikforståelse.
Musikudøvelse:
Arbejdet med musikudøvelse handler om at opbygge et repertoire inden for sang, spil, bevægelse og dans.
Elevernes repertoire skal opbygges både i forhold til danske og udenlandske sang- og musiktraditioner. Undervisningen skal give plads til at opleve glæden ved og lysten til at udtrykke sig musikalsk. Du kan arbejde både med udvikling af stemme og udtryk og med sammenspil i små og store grupper.
Musikalsk skaben:
Musikalsk skaben åbner for at udvikle bevidsthed om musik som et æstetisk udtryk.
Arbejdet udvikler evnen til at formgive, komponere og arrangere musik. Improvisation, komposition og arrangement er nøgleord. Musikalsk skaben kan finde sted som lydformning. Det vil sige, at der hverken er tonale eller rytmiske regler at overholde. Klassen kan eksperimentere med mange klangkilder eller med lyde, der bliver optaget til formålet.
Musikforståelse:
Musikforståelse handler om at opleve og analysere musik.
Det drejer sig også om at forstå musikkens historie og funktion i forskellige sammenhænge. Undervisningen skal give indsigt i musikkens mange udtryk. Derfor må du præsentere stor variation af musikalske udtryk, genrer og stilarter. Undervisningen må prøve at skærpe opmærksomheden og nysgerrigheden over for de mange musikalske udtryk.
Læs evt mere om forenklede fælles mål i musik her: https://www.emu.dk/grundskole/musik/faelles-mal
Andet:
Sangbog: Udover den normale undervisning er musik en stor del af skolens liv. Når børnene begynder i 0. klasse, får de hver deres sangbog, som følger dem hele deres skolegang og forhåbentlig også, når de er gået ud af skolen.
Morgensang og fælles farvel: Vi har morgensang hver morgen, hvor vi synger nye og ældre sange fra sangbogen. Hver fredag slutter vi ugen af med “Fælles farvel” – vi synger nogle sange vi elsker, inden vi ønsker hinanden god weekend.
Dramaforestilling: Hvert skoleår arbejder vi med en dramaforestilling for alle elever på skolen. Her er musikken er helt central.