Nye forældre på Fusfri

Få herunder gode råd og information til dig der er ny forældre på Fusfri.

Vi vil rigtig gerne have, at I kommer med ind i Fusfri-fællesskabet hurtigst muligt, og derfor har vi samlet lidt gode råd og informationer på denne side.

Som ny familie i Fussingø-Egnens vuggestue, børnehave eller skole er I blevet del af et stærkt og godt fællesskab, hvor børnene kender hinanden på kryds og tværs af alder og årgang. Det samme gælder personale og de andre forældre. Det er fantastisk at være del af sådan et fællesskab, men som ny kan det være godt at vide, hvordan “vi plejer at gøre” her på stedet.

 

Kontaktfamilier på skolen
For at gøre det lidt nemmere at være ny på skolen har vi valgt, at alle nye familier får tildelt en kontaktfamilie, som vil skrive til jer indenfor de første par uger. Hvis det mod forventning ikke skulle ske, må I meget gerne give personalet et praj. Idéen med at have en kontaktfamilie er dels, at man hurtigt lærer nogle andre forældre at kende, og dels at man har nogen at spørge, om de spørgsmål der dukker op i den første tid. Så føles det forhåbentligt også lidt nemmere, når man kommer til de første Fusfri-arrangementer.

Infomøder i børnehave/vuggestuen
For at gøre det lidt nemmere at være ny familie i vuggestuen/børnehaven arrangerer vi infomøder for nye forældre ca. hveranden måned, hvor et par af de nuværende forældre fortæller lidt om dagligdagen og hvilke ting, der kan være godt at vide som ny. Idéen med infomøderne er også, at man får mulighed for at lære nogle andre forældre at kende, og dels at man har nogen at spørge, om de spørgsmål der dukker op i den første tid. Så føles det forhåbentligt også lidt nemmere, når man kommer til de første Fusfri-arrangementer.

Åbne døre
På Fusfri er forældre altid velkomne. Det gælder både, hvis man har lyst til at være med på en almindelig dag i vuggestue/børnehaven eller en alm. undervisningsdag i skolen, eller hvis man har lyst til at tage med på tur ud af huset. Flere gange om året har vi traditioner, hvor der ofte deltager forældre, fx første skoledag, juleklippedag og fastelavn. Derudover står personalets døre også altid åbne, uanset om man har brug for en kort snak med Christian, eller man har 10 minutters ventetid og har lyst til at slå sig ned med en kop kaffe på lærerværelset. Derudover er man altid meget velkommen til at bidrage med ens viden eller praktiske hjælp. Så hvis du har mulighed for at invitere en flok børn eller en skoleklasse på besøg på din arbejdsplads, eller du har en kreativ idé du har lyst til at vise frem i børnehaven/vuggestuen eller et emne du kunne fortælle om til morgensang på skolen, så sig endelig til!

Kalender og håndbøger
På vores sted sker der hen over året en masse hyggelige events både for børn og voksne. Nogle af dem kræver måske en smule forberedelse hjemmefra. Så vi vil anbefale, at I får kigget i den kalender, der ligger her på hjemmesiden. Den kan enten integreres med kalenderen på ens smartphone eller PC, eller man kan bare bruge den til at finde kommende arrangementer til at skrive i en old-school papirkalender. På den måde kan man være lidt på forkant.

På hjemmesiden findes desuden et link til diverse nyttige dokumenter, såsom politikker, skoleskemaer samt forældrehåndbøger, der ligger på et Google-drev. Sidstnævnte er super gode at læse igennem, fordi de beskriver en masse traditioner på Fusfri (fx Juleklippedag for alle, Lejrskole for skolebørnene og Udeliv i børnehaven og vuggestuen mv.) samt forskellige forventninger til hvad barnet skal have med (skiftetøj eller skolematerialer) eller hvad man som forældre forventes at bidrage med.

 

Forældrearbejde
På en friskole og i en fribørnehave/vuggestue er det en naturlig del af fællesskabsånden, at vi hjælpes ad med at passe på vores sted. Det kommer bl.a. til udtryk via en årlig fælles arbejdsdag samt en årlig rengøringsdag. Derudover er forældrene inddelt i en lang række grupper på tværs af vuggestue/børnehave og skole, som har ansvar for forskellige opgaver lige fra et aktivitetsudvalg og et band til en sygruppe og en malergruppe. Under dokumenterne kan I læse mere om arbejdsgrupperne og det obligatoriske forældrearbejde. Som ny familie er dette desuden en rigtig god og hyggelig mulighed for at lære andre Fusfri-forældre at kende på samt få et større indblik i driften af vores sted. Vi sammensætter grupperne hver sommer, men hvis nye forældre gerne vil ind i en gruppe midt i skoleåret, må I meget gerne bede om at blive inviteret ind i en bestemt gruppe – I kan skrive til Christian om det.

Den allerførste tid på Fusfri
I den allerførste tid på Fusfri bliver der bl.a. taget hånd om diverse praktiske ting, og I bliver introduceret til hverdagens gang på stedet.

For vuggestuebørn
Forældre skal selv sørge for bleer – personalet giver besked, når det er tid til opfyldning. På stuen hænger en magnettavle med billede af barnet. Her skal I som forældre markere, hvornår I regner med at hente jeres barn.

For vuggestue-/børnehavebørn
Personalet informerer jer om, hvad der skal være i garderobe og kasse alt efter årstiden. På informationstavlen i garderobeområdet kan I se, hvad børnene har lavet i løbet af dagen, hvad der serveres til frokost, samt finde information om f.eks. sygdom og forholdsregler i den forbindelse. Der bliver sendt månedsbreve til jer på mail, som beskriver, hvad der er sket siden sidst, samt hvad der skal ske i den kommende periode.
Når I starter, vil I blive bedt om at lave en A4-side med billeder af jeres familie, som bliver hængt op i børnehøjde.
Efter de første tre måneder tilbydes I en samtale med personalet, hvor I kan drøfte, hvordan den første tid er gået. I er selvfølgelig altid velkomne til en snak løbende, hvis I har brug for det.

For skolebørn
Der bliver sendt månedsbreve til jer på mail, som beskriver, hvad der er sket i klasserne og generelt på skolen siden sidst, samt hvad der skal ske i den kommende periode.
Under dokumenter findes skema og samme steds en forældrehåndbog, der blandt andet fortæller, hvad der skal med i skoletasken.
Normalt begynder børn, der optages i løbet af skoletiden, med en prøvetid som giver anledning til en kort samtale i slutningen af perioden. Ellers inviterer vi til skole-hjem samtaler to gange om året.